Alle drikkevarer, der indeholder kulsyre, udgør i virkeligheden en potentiel risiko for syreskader. Med dette forstås en irreversibel ætsning af tændernes emalje. Årsagen til dette er, at pH værdien i f.eks danskvand er lavere end mundhulens neutrale pH balance. Og når pH værdien falder, er det tændernes emalje det går ud over.
Den neutrale pH værdi i mundhulen er ca. 7,5, og tændernes emalje ætses, hvis pH værdien kommer under 5,6.
Den vigtige faktor for omfanget af syreskader er syremængden i den pågældende mad og drikke. En cola har f.eks en pH værdi på 2,4, hvor danskvand uden citrus ligger på omkring 4,8. Neutraliseringen af syren vil derfor tage længere tid efter indtag af cola end efter indtag af danskvand. Afhængigt af den individuelle spytkvalitet tager det ca. mellem 40 og 90 min, før tænderne er fritaget fra syrepåvirkningen.Og jo oftere man sænker pH værdien i munden, jo længere tid tager neutraliseringen.
Derfor bør man følge nedenstående råd:
- Sluk tørsten i vand! Man kan eventuelt supplere sin vand med et par skiver agurk eller nogle mynteblade for at sætte lidt kulør på smagen.
- Skyl munden grundigt efter indtag af syreholdig mad og drikke. Og vent med tandbørstning til en time efter indtag.
- Hvis man skal drikke sodavand, juice, danskvand og lign, bør man drikke det på én gang i stedet for mange små indtag gennem en hel dag.